Sådan er kvindelandsholdenes aftaler i andre nordiske lande
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Landshold

Sådan er kvindelandsholdenes aftaler i andre nordiske lande

Tipsbladet.dk har undersøgt, hvordan forholdene er for de andre nordiske kvindelandshold. I både Norge og Island er der ligestilling mellem de to køn.

Det danske kvindelandshold i fodbold har aldrig nogensinde fået større omtale end i disse dage, men desværre er det ikke de positive overskrifter, der pryder de danske vice-Europamestre.

Spillerne ledsaget af Spillerforeningen har længe været i konflikt med DBU om en forbedret landsholdsaftale, og selv om de to parter fredag nåede til enighed om en delaftale, som gør, at Nadia Nadim og holdkammeraterne kan gå på banen mod Kroatien på tirsdag, ændrer det ikke på, at det meste af skaden er sket. Danmark skulle have mødt Sverige i aften, men opgøret i VM-kvalifikationen blev aflyst på grund af konflikten.

Så nu venter DBU blot på at modtage sin straf. I værste fald riskerer landsholdet at blive udelukket fra den igangværende VM-kvalifikation samt kvalifikationen til EM i 2021. 

De danske landsholdsspillere kræver nye og forbedrede aftaler, og det gælder blandt andet i forhold til løn og stipendier. I den forbindelse har tipsbladet.dk undersøgt, hvordan forholdene er for en række af de øvrige kvindelandshold i Norden.

I Island og i Norge er der fuldstændig lige vilkår for herre- og damelandsholdsspillerne. Det vil altså sige, at de forholdsvis ukendte spillere på det islandske kvindelandshold har samme vilkår som herrelandsholdet, der netop har kvalificeret sig til VM. Sådan har det været på vulkanøen siden 2007, mens det blev indført i Norge for ganske nylig. 

I Sverige er der også små stridigheder, selv om det ikke har nået samme kulmination som i Danmark. Her har kvindelandsholdet ligesom i Danmark ringere forhold end mændene, og det vil de have forbedret, men de spiller alligevel, fordi en ny aftale vil gælde med tilbagevirkende kraft. 

- Vi vil have en bedre aftale, det er klart. Det handler om, at alle kvindelige fodboldspillere skal have mulighed for at kunne spille fodbold på fuldtid, hvis vi skal indfri forbundets mål om at være med i verdenstoppen. Forbundet har vist mange gange, at de vil skabe gode forudsætninger for holdet. Men lige nu er vi ikke enige, og vi er heller ikke tæt på hinanden, sagde landsholdsmålmand, Hedvig Lindahl, i et interview med det svenske nyhedsbureau TT den 18. september.

FAKTA - sådan har forløbet været:

6. september - landsholdsaftalen udløber

11. september - kvindelandsholdet udebliver fra en landsholdssamling i Horsens

12. september - Venskabskamp og EM-revanche mod Holland aflyses

18. september - Parterne bliver enige om en delaftale med hjælp fra Landsorganisationen i Danmark (LO) og Danmarks Idrætsforbund (DIF)

20. september - Kvindelandsholdet meddeler, at det blot er detaljer, der mangler at falde på plads i en ny landsholdsaftale

15. oktober - Forhandlingerne mellem Spillerforeningen og DBU bryder sammen

17. oktober - Kvindelandsholdet udebliver fra endnu en samling. Samme dag meddeler DBU, at de vil aflyse VM-kval-kampen mod Sverige

19. oktober - UEFA bekræfter, at kampen mod Sverige er blevet aflyst

20. oktober - En delaftale mellem Spillerforeningen og DBU bliver forhandlet på plads