Schmeichel om operation: Bedste chance for at blive klar til landskamp
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Landshold

Schmeichel om operation: Bedste chance for at blive klar til landskamp

Den danske målmand Kasper Schmeichel skal opereres senere mandag, og nu forklarer han hvorfor.

Det danske fodboldlandshold spiller på onsdag testkamp mod Liechtenstein i Horsens, og det er den sidste test, inden det går løs med VM-kvalifikationen, hvor Danmark på søndag åbner med en hjemmekamp mod Armenien.

Men mod Liechtenstein er den danske førstemålmand Kasper Schmeichel ikke med - han måtte nemlig lade sig udskifte for Leicester City i lørdags, og senere mandag skal han opereres for brok. Schmeichel har ikke meldt afbud til kampen mod Armenien, og han håber fortsat på at blive klar.

Flere har undret sig over, at det er nu, Schmeichel skal opereres, men han forklarer, at operationen var planlagt til mandag, hvis Schmeichel ikke kunne gennemføre kampen mod Swansea. Nu håber han på at kunne nå tilbage til opgøret mod Armenien. Problemerne har stået på de sidste fire uger.

- Det var simpelthen på den præmis, at hvis jeg ikke kom igennem kampen (lørdag, red.), kunne jeg blive opereret mandag. Så havde jeg en tid, og så gav jeg mig selv den bedste chance for at kunne blive klar til landsholdet om søndagen, siger Kasper Schmeichel til TV 2 Sport og forklarer:

- Hvis jeg kunne komme igennem kampen, så ingen problemer. Så fortsatte jeg, som jeg har gjort de sidste fire uger. Så mødte jeg ind med landsholdet og spillede som sædvanligt, siger han.

Jonas Lössl ligner afløseren for Kasper Schmeichel, når der er landskamp onsdag, mens også Frederik Rønnow er i truppen.