Video : Tipsbladet
Landshold

Simon Kjær: Stævning er ingen nyhed for DBU

Landsholdsspillerne har længe ønsket afklaring på de brudte aftaler hos DBU. Derfor kan det ikke komme som et chok, at Spillerforeningen nu varsler om stævning af organisationen.

Onsdag morgen kom det frem, at Spillerforeningen har varslet DBU om en stævning for udeståender omkring sponsorater. Det drejer sig om et beløb på omkring tre millioner kroner plus renter og vedrører sponsoraftaler fra 2004 til 2011. Det skriver BT.

DBU forklarede i samme ombæring at varslingen kommer bag på dem. Men det kan ikke passe, fortæller landsholdsanfører Simon Kjær.

- Vi har i knap to år gjort DBU opmærksom på, at vi ønsker afklaring på de her udeståender. Så det er ingen nyhed for DBU, siger Kjær til Ritzau.

Fenerbahcespilleren understreger, at landsholdet bakker 100 procent op om Spillerforeningens beslutning.

- Spillerforeningen repræsenterer os landsholdsspillere, præcis som vi spillere ønsker det, og efter mandat fra os. Vi ønsker en afklaring af alle udeståender med DBU også om gamle sponsorater. Aftaler skal holdes. Længere er den ikke, siger han.