Video : Tipsbladet
Landshold

Sisto: Det var en enormt hård kamp hvor vi skulle give alt

Pione Sisto havde pulsen godt oppe efter landskampen mod Montenegro, hvor Danmark måtte fighte for en sejr på 1-0 i VM-kvalen.

Danmark tog torsdag en flot arbejdssejr på 1-0 over Montenegro, som gør VM-mulighederne en del bedre. Det var en kamp, som var meget hård med et højlydt montenegrinsk publikum som bakkede holdet op hele vejen igennem, som tændte spillerne fra Montenegro. Det kunne Pione Sisto mærke efter opgøret.

Det gjorde Sisto klart umiddelbart efter kampen til Kanal 5.

- Det var enormt hårdt, men det er det, der skal til i sådan nogle kampe her. Man skal give alt, hvad man har - og det må man sige, at jeg i hvert fald gjorde i dag, lyder det fra ham med et stort og klassisk Sisto-smil.

Det var dog også sådan i kampen, at de offensive spillere havde svært ved at holde fast i bolden, og det havde Sisto også en forklaring på.

- Det gik meget frem og tilbage, og nogle gange havde vi ikke rigtig ro på bolden. Vi var ikke så meget i overtal, der hvor vi gerne ville være det, og nogle gange mister vi den, og sådan er det. Jeg synes, at vi står fint, og vi gør egentlig som planlagt, siger Pione Sisto.

Han peger desuden på, at hvis det danske landshold tager indstillingen med til den kommende og sidste gruppekamp mod Rumænien i Parken, og at man holder game planen, så bliver det også til en sejr dér.