Sisto håber på overkommelig modstander
Foto: tipsbladet.dk
Landshold

Sisto håber på overkommelig modstander

Pione Sisto krydser fingre for, at der ikke kommer en skrækmodstander op af bowlen til Danmark på søndag.

Danmark klarede ikke at slutte blandt de to første i EM-kvalifikationsgruppen, og dermed venter to drabelige Playoff-kampe, før den rød-hvide EM-skæbne står klart.

Det er endnu uvist, hvem det danske landshold skal op imod, og Pione Sisto har ikke nogen præferencer forud for lodtrækningen, der finder sted på søndag.

- Vi håber selvfølgelig, at det ikke bliver en skræmmende modstander, vi skal op imod. Ellers har jeg ikke rigtig nogen præferencer. Det er ikke ligegyldigt hvem, vi møder, og selvfølgelig er der nogen, man hellere vil møde end andre, men jeg har ikke kigget så meget på, hvem der er på listen, siger Pione Sisto til tipsbladet.dk.

Han synes, at det danske landshold tager sig fint ud inden de to meget vigtige kampe, selv om det resultatmæssigt har været skidt på det seneste.

- Vi står fint. Jeg synes, vi har gjort det fint. Vi spillede en fin kamp i Portugal og havde vores chancer, men desværre udnyttede vi dem ikke, og derfor står vi nu og skal i Playoff, lyder det fra FCM-spilleren.

Portugal og Albanien løb med EM-billetterne i Danmarks pulje.