Skidt nyt for Hareide: Landsholds-back glipper efterårets kval-kampe
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Landshold

Skidt nyt for Hareide: Landsholds-back glipper efterårets kval-kampe

Henrik Dalsgaard fra Zulte Waregem er ude med en skade og er tidligst tilbage til november - måske endda først til januar. Dermed går han glip af efterårets vigtige kval-kampe for landsholdet.

Han var Åge Hareides kanin i truppen, da nordmanden havde sine første landskampe i foråret. Hareide var vild med hans speed på kanten og gav ham chancen på højre backen.

Men nu kommer Henrik Dalsgaard til at misse landsholdets vigtige kvalifikationskampe til VM i efteråret.

Dalsgaard fra belgiske Zulte Waregem har pådraget sig en slem skade og er måske først tilbage engang i det nye år, lyder den kedelige besked fra klubbens træner.

- Hvis alt går godt, er han tilbage i november, men det er usikkert. Det kan blive i januar, siger Francky Dury til walfoot.be.

Danmark spiller første kvalifikationskamp i september mod Armenien, derefter venter Polen og Montenegro i oktober og til sidst Kasakhstan den 11. november.