Spillerforeningen stævner uforstående DBU
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Spillerforeningen stævner uforstående DBU

Spillerforeningen vil have godt tre millioner mere fra DBU for sponsoraftaler fra 2004 til 2011, og der dumper derfor en stævning ind til DBU.

Dansk Boldspil-Union har næsten lige annonceret et overskud, men det er ikke sikkert, at unionen får lov til at holde på det overskud specielt længe, for nu varsler Spillerforeningen, at den har i sinde at stævne Dansk Boldspil-Union for godt og vel tre millioner kroner.

Det bekræfter begge parter over for Ritzau.

Sagen drejer sig om ekstra betaling for sponsoraftaler i perioden 2004 til 2011, som Spillerforeningen mener at have ret til. Tidligere har DBU tabt en sag til Spillerforeningen, og direktør Claus Bretton-Meyer stiller sig i første omgang uforstående over for stævningen.

- Spillerforeningen kræver ekstra penge for sponsoraftaler med Dong og Arla, som blev indgået - og ophørte – længe før min tid. Vi mener ikke, at der kan blive tale om en ekstrabetaling af en sådan karakter, Det er en meget mærkelig situation, siger han til Dansk Boldspil-Unions hjemmeside og forklarer:

- Efter voldgiftsagen betalte vi et betragteligt beløb til Spillerforeningen og havde en opfattelse af, at vi nu havde trukket en streg i sandet, så vi kan fokusere på det sportslige og de vigtige landskampe i foråret. Nu kommer der igen nye krav og anklager fra Spillerforeningen, så vi bliver forstyrret i de sportslige forberedelser. Det er ikke optimalt for vores arbejde forud for så vigtige landskampe, siger Claus Bretton-Meyer.

Det præcise beløb er ifølge DBU på 2.975.000.