Stolt Rønnow klar til mere landsholdsbold
Illustration: DBU
Landshold

Stolt Rønnow klar til mere landsholdsbold

Frederik Rønnow jubler over sin debut for det danske landshold og håber på mere spilletid i fremtiden.

Brøndbys Frederik Rønnow debuterede onsdag på det danske landshold, der i Horsens slog Liechtenstein 5-0 uden problemer.

Men bliver Kasper Schmeichel klar til søndagens kvalifikationskamp mod Armenien, ved Rønnow godt, at han ryger på bænken igen.

- Jeg tror, alle ved, at det er Kasper Schmeichel, der er førstemålmand her på holdet. Det er på grund af en skade til ham, at jeg spillede, og det kan jeg ikke juble over, selv om jeg er glad for at have fået min debut.

Skulle der dog blive brug for Rønnow igen, føler han sig parat til mere landsholdsfodbold

- Jeg føler mig klar, og jeg føler, at jeg er inde i en rigtig god periode. Det viste jeg også mod Liechtenstein, hvor jeg ikke var påvirket af, at det var en A-landskamp. Jeg fik spillet mit spil, selv om det var begrænset, hvor meget der var brug for det målmandsmæssige, siger Brøndby-keeperen til Ekstra Bladet.

Den tredje og sidste målmand i den danske landsholdstrup er Mainz' Jonas Lössl.