Stort interview: Brøndby-talentet med HSV-fortiden

BRAGT I TIPSBLADET 31. MAJ 

Den hårde kamp for HSV-gennembruddet

Christian Nørgaard tog til Hamburger Sport-Verein for at opleve modvind i en karriere, der indtil da havde kørt på skinner. Halvandet år senere er han blevet blæst godt igennem efter en slem skade og kampen for at genfinde sit niveau, men den 19-årige dansker er sikker på, at hans tid nok skal komme. 

Køreturen fra HSV's anlæg i det vestlige Hamburg og op til Christian Nørgaards vante rammer i satellitbyen Norderstedt tager væsentligt længere tid, end den burde. Der er bare 12 kilometer, men selv tidligt på en lun majeftermiddag er der lange køer på vej ind i byen.

- Nu improviserer vi lidt, siger den 19-årige dansker og lægger an til at dreje til venstre, men også den side af vejen er dækket - blandt andet af en stor lastbil med masser af HSV-gear i forruden.

Til sidst lykkes det dog for Christian Nørgaard at få drejet bilen ind på mindre trafikerede veje, og så går det nemmere med at komme frem mod den café, hvor interviewet med Tipsbladet skal foregå.

Bilen er en lejet Audi - en fin første bil at have, som Christian Nørgaard konstaterer.

- Nogle gange skal man huske hvor privilegeret, man er, siger han med en snusfornuft, der lyder som om, den kommer fra en garvet udlandsprof og ikke fra en teenager, der har boet uden for Danmarks grænser i under halvandet år.

Men Christian Nørgaard har allerede lært en hel del om den professionelle fodboldverden og dens opog nedture, siden han kom til Tyskland i januar 2012 fra Lyngby. Han har prøvet rollen som det unge stortalent, der er tæt på Bundesligadebut i en tidlig alder, men han har også været ham, der er blevet sat tilbage af skader og overhalet af konkurrenterne i truppen. I efteråret var han med på bænken for HSV, men så blev han ramt af en slem ankelskade, der holdt ham ude i flere måneder. Han træner fast med Bundesliga-holdet, men kampene er med U/ 23-holdet, og førsteholdsdebut er det ikke blevet til.

- Det er jeg lidt skuffet over, men ikke så skuffet, at jeg ikke kan se fremad og tror, min karriere er forbi. Det er en del af fodbolden, og jeg har været skadet. At være ude et halvt år af en hel sæson er lang tid. Det har i hvert fald ikke øget mine chancer for debut. Men for at være ærlig ser jeg bare fremad og håber på, at den Bundesliga-debut er en, jeg har til gode, og som kommer senere hen, siger Christian Nørgaard, da bilen langt om længe er blevet parkeret og frokosten på cafeen i Norderstedts centrum er bestilt.

Før skiftet til Tyskland bevægede Christian Nørgaards karriere sig kun opad. Som teknisk stærk midtbanespiller fra den særdeles talentfulde årgang ' 94 var han i sommeren 2011 til både EM og VM med U/ 17-landsholdet, og senere samme år fik han som 17-årig debut på Lyngbys hold i Superligaen med 18 minutter i en kamp mod HB Køge.

Derfor var han klar til nye udfordringer.

- Jeg kunne godt mærke, at jeg havde haft stor medvind i Lyngby, hvor alt var gået godt. Nu ville jeg ud og have nogle hår på kroppen og mærke modvind, fortæller Christian Nørgaard.

I december 2011 var han på besøg hos Frank Arnesen og Hamburger Sport-Verein og fik et godt indtryk. Interessen var gensidig. I januar tog Christian Nørgaard med sin far og lillebror på ferie i Egypten for at komme lidt væk fra transferspekulationerne, men efter fire dage ringede telefonen. Det var Christian Nørgaards agent Ivan Marko Benes, der kunne fortælle, at kontrakten var på plads.

- Jeg var inde på værelset med min lillebror, og så sagde min far " Christian, du kan godt komme ind nu." Så satte han den på højttaler, og så sagde Ivan det højt. Så var vi helt vildt glade, gik ned og drak en øl, spillede et spil pool og hyggede, husker Christian Nørgaard.

Dagen efter fløj den kommende HSV-spiller fra Egypten til Hamburg med mellemlanding i München. I det nordtyske blev han hentet af sin mor og søster, og kort efter var han HSV'er.

Efter kontraktunderskrivelsen ventede en helt ny virkelighed for den tidligere Lyngby-spiller. Blandt andet i omgangen med holdkammeraterne.

- Jeg kunne ikke være med i den jargon, som jeg altid har elsket at T 31.05.2013 T være en del af i Lyngby. Jeg har altid været en social person, som gerne vil snakke med alle i omklædningsrummet.

Det kan jeg så med U/ 23-holdet nu, fordi mit tyske er blevet så godt, og fordi jeg kender alle. Men i starten var det meget, meget svært, siger Christian Nørgaard.

I det første halve år i Tyskland lærte han holdkammeraterne på U/ 23-holdet at kende. Han fik gode venner, men da han endelig havde vænnet sig til omgivelserne, blev han rykket op og begyndte at træne fast med Bundesliga-truppen fra den nye sæson. Dermed skulle han til at lære en ny trup, oven i købet med ældre og mere profilerede spillere, at kende, men den fase er overstået nu.

- Jeg har vænnet mig til det. Nu snakker de også til en, i stedet for... Nej, omvendt faktisk. Nu tør jeg også snakke med dem. Før ventede jeg på, at de snakkede til mig, siger Christian Nørgaard.

Den hårdeste periode
I dag er der styr på tilværelsen for Christian Nørgaard. Han bor i egen lejlighed, har egen bil og har masser af gode venner fra akademiet og andetholdet, som han tager ud og spiser sammen med næsten hver dag. Hans kæreste kommer på besøg fra Danmark et par gange om måneden, og indimellem kan han få lov at holde fri et par dage i Danmark.

Og så glæder han sig over at bo i Hamburg.

- Jeg synes, det har været fantastisk, selv om jeg ikke har boet i centrum. Jeg har set meget af Hamburg, og det vil jeg altid have med fremover. Den vil jeg kende lidt bedre end andre byer. Hamburg er en rigtig smuk by. Jeg hører tit om danskere, der har været nede på besøg, både omkring det store julemarked men også om sommeren, for at se, hvor flot det er. Der har jeg været heldig omkring byvalg. Det kunne have været meget værre, siger Christian Nørgaard.

Til gengæld er gennembruddet på fodboldbanen ikke kommet endnu, og det har været hårdt. De mange måneder uden for banen i efteråret var slemme, men det var også svært at komme tilbage på græs og opdage, at alt ikke var som før.

- Jeg havde en hård opstart, fordi jeg troede, at jeg var der, hvor jeg var før min skade. Det var jeg bestemt ikke. Min krop var slet ikke, hvor den skulle være, men mit hoved var det samme sted. Jeg troede, jeg kunne gøre de samme ting som før skaden. Så den første måned var rigtig svær. Jeg følte, jeg havde svært ved at spille med til træning. Det var en af de hårdeste perioder overhovedet. Det var næsten hårdere end selve skaden. " Er jeg overhovedet god nok til at være i den her klub? Hvad laver jeg her helt alene uden min familie?"" 

- Fodbold bliver nogle gange svært, hvis man tænker for meget over det, og sådan var det i den periode. Hvis jeg havde lavet en fejl, og der var blevet råbt af mig, var det nærmest det eneste, jeg tænkte på hele dagen. Det bar jeg så med ud til næste træning, hvor jeg valgte at gøre det sikre i stedet for at gøre de ting, jeg er god til. Når man tænker så meget over det, bliver det ofte noget skidt, fortæller Christian Nørgaard, der i den periode fik en del støtte og gode råd af den nu forhenværende sportsdirektør Frank Arnesen.

- Frank sagde faktisk til mig i opstarten, at det ville tage tre-fire uger at komme over, og efter tre fire uger begyndte det også at løsne op. Jeg var meget bedre til træning, og siden da synes jeg, det er gået fint i kampene og til træning. Men måske ikke helt i top. Hvis jeg havde trænet og spillet til et 10-tal hver gang, så blev de jo nødt til at tage mig med på førsteholdet. Så godt er det ikke gået. Men det er gået den rigtige vej, og det vigtigste for mig har været at bygge min krop op og holde mig skadesfri. Og det har jeg klaret, siger Christian Nørgaard.

Kold pizza på sofaen
Det har været halvandet hårde år i Hamburg, men Christian Nørgaard har lært meget - og han har også nogle ting, som han gerne vil fortælle omverdenen.

- At det hele ikke er så nemt, som det lyder. Det er vigtigt at sige. Men til gengæld ville man ikke vide det, hvis man ikke prøvede det. Nogle gange kan jeg godt stå tilbage med den tanke, at hvis jeg var blevet i Lyngby, havde jeg fået 10-12 Superliga-kampe og spillet fast med om oprykning i 1. division, men så havde jeg aldrig haft den her oplevelse. Så man tager nogle valg her i livet, siger Christian Nørgaard, der stadig synes, at HSV er det rigtige valg for ham.

- Ja, det gør jeg bestemt.

Det til trods har det været barskt at være så langt væk hjemmefra, særligt i den periode, da han sad udenfor.

- Man har ikke sin kære mor til at fodre sig med god mad og omsorg, når man er skadet. Man ligger inde på sofaen og bestiller en kold pizza. Jeg har været heldig, at min familie ikke har været så langt væk, så de kunne komme og besøge mig. Men det er meget tid, man har alene. Og man ligger bare på sofaen med benet oppe og ser, hvordan livet og dagene går forbi, mens de andre kommer foran ude på banen, fordi de bliver ved med at træne. Det gør ondt, og det har været rigtigt hårdt, siger Christian Nørgaard, der i tiden i Tyskland har lært, hvilke ting i livet, der betyder mest.

- Jeg har lært, hvor vigtig ens familie og nærmeste er. Man skal sætte pris på dem. Det har jeg lært at gøre mere nu, end jeg gjorde før i tiden. Der var det ganske normalt at komme hjem til en spaghetti med kødsovs, som man kunne brokke sig over, man skulle have endnu engang, men i dag ville jeg gøre alt for at få spaghetti med kødsovs hver dag med dem, hvis jeg kunne det.

Streamer Viktor Fischer
Mens Christian Nørgaard har kæmpet med skader og manglende gennembrud på førsteholdet, er det gået anderledes for nogle af landsholdskammeraterne.

I Holland er det blevet til et stort gennembrud for Viktor Fischer, og godt 600 kilometer syd for Hamburg har den ét år yngre Pierre Emile Højbjerg fået minutter for sæsonens europæiske storhold Bayern München - og hvordan er det at se sine venner tage de skridt frem til førsteholdet, som man selv kæmper med? 

- Jeg snakker rigtigt meget med Viktor Fischer, og Pierre har jeg også snakket med. Han er også en af mine gode venner. Og jeg er glad på deres vegne. Meget glad. Nogle gange streamer jeg en Ajax-kamp bare for at se Viktor spille, og da Pierre spillede for Bayern, skruede jeg helt op for fjernsynet for at høre, om de sagde noget om ham. Men selvfølgelig er man da jaloux. Man vil da også gerne spille foran så mange mennesker eller score et mål, som Viktor har gjort et par gange for Ajax. Den følelse vil man også gerne have. Det giver motivation til at give den mere gas til træning, siger Christian Nørgaard.

Et stort antal spillere fra årgang 1994 er rejst til lande som Italien, Holland, Tyskland og England, og de har stor gavn af at udveksle erfaringer fra livet som teenagetalent i udlandet.

- Det er nemt at få kontakt via Skype og Facebook, og det bliver brugt meget ofte. Jeg havde en periode, da jeg snakkede rigtigt meget med Lasse Vigen i Fulham, så en periode da jeg talte meget med Viktor, og så en periode, da jeg snakkede meget med Lucas Andersen i Ajax. Det skifter lidt. Det er fedt lige at høre, hvordan det går. Ikke kun med fodbolden, men også med livet i udlandet. Det er meget rart at kunne relatere til den situation, man selv står i, siger Christian Nørgaard, der forsøger ikke at fokusere alt for meget på, hvor langt vennerne er i deres karrierer.

- Det gælder om at finde succesen, der hvor man selv er. Det går ikke, at man kun tænker på førsteholdet, fordi Pierre og Viktor er på førsteholdet. Jeg spiller mange kampe på U/ 23, og det handler om for mig at finde succes der. Når vi vinder kampe, er det så der, jeg får min succes? Eller når jeg scorer et mål? Det gælder om at leve i nuet, hvor man selv er - og ikke hvor alle andre i alle mulige lande er, siger Christian Nørgaard.

En hælaflevering mod Barcelona
Skaden og kampen for at vende tilbage til sit gamle niveau har fyldt meget for Christian Nørgaard, men der har bestemt også været gode oplevelser i HSV-tiden. Som eksempler nævner Nørgaard, at han pludselig spillede foran tusindvis af tilskuere i den fjerdebedste række, og specielt mindes han den sidste kamp sidste forår; et opgør mod Cottbus hvor han scorede sit første mål for U/ 23-holdet, og hvor spillerne fik lov til at tage deres kamptrøjer med hjem - og lige præcis i den kamp havde den danske midtbanespiller båret nummer 10.

- Men det største har været at spille mod FC Barcelona med førsteholdet. Det var sindssygt. Det smagte lidt af fodbold. Ikke kun lidt. Det smagte rigtigt meget af fodbold. Der sad en helt fuld Imtech Arena, 57.000 tilskuere, og så var det sådan set lige meget om det var mod Barcelonas A-, B-eller C-hold. Det betød ikke så meget. At spille foran så mange mennesker med Hamburgs førstehold var rigtigt stort, husker Christian Nørgaard.

Det var Barcelonas første træningskamp i opstartsperioden og catalonierne var uden EM-spillere, men stillede alligevel med profiler som Dani Alves, Alexis Sánchez og Javier Mascherano. Dem fik Christian Nørgaard det sidste kvarter imod.

- En af mine gode venner ovre fra akademiet, en ' 95' er der hedder Matti Steinmann, fik allerede i halvlegen besked på at varme op, og han kom ind i 2. halvleg. Det ville jeg fandme også gerne have været. Der var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme ind, men 20 minutter over kaldte assistenten mig over. Og så gik det pissegodt. Det var det, der var fedt. Jeg spillede godt, fik rørt bolden, og jeg lavede en detalje, hvor tilskuerne råbte. Det var rigtigt stort, siger Christian Nørgaard om første gang, han fik HSV-hjemmebanen op på mærkerne.

- Lige da jeg er kommet ind, bryder jeg en bold, som er på vej ud mod sidelinjen, lige foran bænken med Frank Arnesen og Thorsten Fink. Så får jeg med en hælaflevering bolden ind mellem to personer og rammer en mand på midtbanen. Jeg kan høre Frank sige " godt lavet Christian!" og tilskuerne juble. Så fik jeg selvtillid, og det var en af grundene til, at det gik så godt i resten af kampen, siger Christian Nørgaard.

Til gengæld ved han ikke, hvornår han igen kommer til at spille storkampe med førsteholdet. I topform føler han sig god nok til at spille en rolle, men han har ikke siddet på bænken til en tællende kamp siden første runde af den netop overståede sæson.

- For at være helt ærlig føler jeg mig ikke så tæt på lige nu. Der er mange spillere i truppen, og hvis der er en, der bliver skadet på midtbanen, har de tre-fire andre, som træder ind foran. Så det ser ikke så godt ud. Men nu må vi se. Der kan ske en hel masse ting til sommer, og selv om jeg har tre år tilbage, er det ikke sikkert, jeg befinder mig her efter sommerferien, siger Christian Nørgaard, der blandt andet har en udlejning i tankerne.

- Bundesligaen er helt eminent, en fantastisk liga, men 2. Bundesliga er i mine øjne bedre end Superligaen. Der sidder 20.000-40.000 mennesker på tilskuerpladserne. De spiller på store stadioner, og lønnen er også god. En udlejning til 2. Bundesliga eller sågar 3. Bundesliga ville være okay for mig.

Nogle gange skal man tage et skridt tilbage for at tage to frem. Med sine bare 19 år har han stadig masser tid til at få det store gennembrud, og han er overbevist om, at det nok skal komme.

- Der er ingen, der ved, hvornår man præcis slår igennem. Det kan ske som 18-19-årig, som det gjorde for Viktor Fischer, det kan ske som 22-23-årig, som det skete for William Kvist, og det kan ske som 30-årig, som det gjorde for Nicolai Stokholm. Der er ikke nogen faktaliste over, hvornår det sker. Det gælder bare om at håbe på, det gør, og jeg er også helt sikker på, det nok skal ske.