Sverige slår fast: Ikke noget EM til Norden i 2024
Illustration: DBU
Landshold

Sverige slår fast: Ikke noget EM til Norden i 2024

I sidste uge sagde Norge fra, og nu gør Sverige det samme. Der kommer ikke EM til det nordiske lande i 2024.

I et lille års tid har det i offentligheden været på tale, at de nordiske lande i fællesskab skulle byde på at afholde EM-slutrunden i 2024, men den mulighed virker nu stendød. 

Allerede i sidste uge gjorde det norske fodboldforbund det klart, at man ikke forventede, at det var realistisk, og nu gør de svenske kollegaer det samme. 

Lederne af de danske, norske, svenske og finske forbund har ellers holdt møder i disse dage i København, hvor emnet var et blandt en række andre. Her blev idéen om et fælles nordisk EM-værtskab lagt i graven, fortæller det svenske forbunds formand, Karl-Erik Nilsson.

- Vi kommer ikke til at ansøge om EM 2024, da vi blandt andet oplever, at vi ikke kommer til at kunne opfylde de stadionkrav, der er, lyder det fra Nilsson til Göteborgs-Posten. 

Som det ser ud lige nu, er Tyskland og Tyrkiet de eneste, der har meldt ud, at de godt kunne tænke sig at arrangere slutrunden om syv år. 

Beslutningen betyder dog ikke, at vi ikke kommer til at se EM-fodbold på dansk grund i en nær fremtid. I 2020 skal slutrunden afvikles i 13 forskellige lande rundt om i Europa, herunder i nationalarenaen i København. 

DBU oplyser ifølge Ritzau, at forbundet ikke har nogen kommentarer endnu, men at der snart kommer en udmelding.