Thomas Delaney: Fast på landsholdet i 2016
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Landshold

Thomas Delaney: Fast på landsholdet i 2016

Thomas Delaney har en ambition om at være en fast inventar i landsholdstruppen i 2016.

Thomas Delaney fik chancen fra start, da landsholdet i 2015 spillede sin sidste kamp i året og fik 2-2 hjemme mod Sverige, da EM-billetten blev tabt. Det var Delaneys første startplads i en betydende landskamp, og det var kulminationen på et år, hvor han var inde og ude af nationalmandskabet. 

Nu venter et 2016, hvor landsholdet starter på en frisk med en ny landstræner i Åge Hareide, og Thomas Delaney håber, at han kommer til at være fast inventar på nationalmandskabet.

- Det er klart, at en af mine ambitioner for 2016 er, at jeg kommer fast ind i landsholdstruppen og ikke kun bliver udtaget med mellemrum. Jeg var glad for, at Morten Olsen satsede på mig i en så vigtig kamp. Jeg kender ikke meget til den nye landstræner, men jeg tror da, at jeg nok skal komme med i truppen igen, siger Thomas Delaney til Politiken. 

Delaney fastslår desuden, at hans største mål for 2016 er, at FC København bliver dansk mester.