Video : Tipsbladet
Landshold

U21 EM: Slovakiets landstræner anklager Tyskland og Italien for aftalt spil

Slovakiet er ude af U21, da Tyskland blev bedste 2'er i gruppespillet. Nu raser slovakkernes landstræner over tyskernes kamp mod Italien.

Det var en bitter slovakisk U21-landstræner i form af Pavel Hapel, der stillede op til et pressemøde efter, han kunne se, at Tyskland havde taget pladsen som bedste to'er ved U21 EM i Polen for næsen af ham.

Det skete efter, at Italien vandt 1-0 over Tyskland, hvilket lige passede med at begge hold ville gå videre. Det var for meget for ham, og han antydede klart, at der var tale om aftalt spil mellem de to store fodboldnationer.

- Jeg er utroligt skuffet over, hvad tyskerne og italienerne har gjort. Det er en skam. Det er ikke fair play at spille på et 1-0-resultat. Det har ikke noget med fodbold at gøre, lyder det fra Pavel Hapel.

Pavel Hapel fik da også nævnt, at han nu bare hepper på England og Spanien i deres semifinaler, hvor de netop møder henholdsvis Tyskland og Italien. Selv har tyskernes fodboldforbunds Horst Hrubesch forklaret de sidste fem-seks minutters passive spil med, at man helt naturligt ikke ville tage chancer.

Det er ikke første gang, at et tysk landshold har været indblandet i en kamp, hvor man efter en 1-0-scoring har spillet på netop dét resultat. Det skete ved VM i 82, da Tyskland slog Østrig med 1-0, og begge hold gik videre, mens Algeriet røg ud. I den kamp var det pudsigt nok netop Hrubesch, der scorede.