U/21-landsholdet sigter mod førsteplads
Illustration
Landshold

U/21-landsholdet sigter mod førsteplads

Med en sejr over Andorra i eftermiddag kan U/21-landsholdet holde fast i førstepladsen og kursen mod EM-kvalifikation. 

Det danske U/21-landshold har haft et fremragende efterår og ligger aktuelt på førstepladsen i sin EM-kvalifikationspulje. 

Dermed har holdet kurs mod en direkte plads playoff-runden om billetter ved EM-slutrunden for U/21-landshold i sommeren 2015. I eftermiddag kan holdet tage endnu et skridt, når upåagtede Andorra er modstanderen, og her er landstræner Jess Thorup parat til at gå på kompromis med spillestilen for at sikre sig de tre point. 

- Vi må forberede os på, at vi måske ikke kan spille det kombinationsfodbold langs græsset, som vi helst vil. Det kan meget vel være, at vi bliver nødt til at gøre det lidt primitivt med lange bolde. Så gør vi det. Det handler om at vinde, så vi lægger perfekt op til de tre hjemmekampe, vi har i de sidste runder næste år, siger Jess Thorup til Politiken. 

Han glæder sig over den gode sæson for U/21-landsholdet og udtrykker ambitioner om en førsteplads i puljen. 

- Rusland var topseedet og gik ind i turneringen som favorit til at vinde vores gruppe. På forhånd regnede jeg med, at vi skulle kæmpe med Bulgarien og Slovenien om andenpladsen. Nu sigter vi naturligvis efter at holde førstepladsen, og det er et godt program, vi har i de sidste runder med kampe mod Estland, Bulgarien og Rusland i Aalborg, siger Jess Thorup.

Alle ti gruppevindere samt de fire bedste toere går videre til playoff-runden i EM-kvalifikationen.

Det danske U/21-landshold spiller mod Andorra på udebane klokken 16.00 tirsdag eftermiddag.