U21-landstræner vil eksperimentere mod Spanien og England
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Landshold

U21-landstræner vil eksperimentere mod Spanien og England

Det danske U21-landshold spiller mod Spanien og England, og som led i forberedelserne til sommeren EM vil landstræner Niels Frederiksen prøve nogle ting af.

I morgen, torsdag, spiller Danmarks U21-landshold en testkamp mod Spanien, og mandag følger endnu en mod England i Randers. De kampe er vigtige komponenter i forberedelserne til sommerens EM-slutrunde, og landstræner Niels Frederiksen skal bruge dem til flere ting.

Først og fremmest skal hans hold prøve kræfter med modstandere fra et højere niveau, end kvalifikationen bød på. Her strøg Danmark igennem med ni sejr og én uafgjort i 10 kampe. Målscore: 24-3. 

Derudover skal landstræner Niels Frederiksen blive klogere på, hvilke spillere der skal have chancen til sommer.

- Vi skal selvfølgelig se nogle spillere an og se, hvordan de præsterer på det niveau. I de to år, som jeg har haft holdet, har vi arbejdet med vores koncept og udviklet en taktisk måde at håndtere vores kampe, og det skal vi selvfølgelig arbejde videre med, men vi skal også se, hvordan vores koncept står mod de allerbedste. Så selvfølgelig er der nogle taktiske ting i det, og så er der at se, hvordan de enkelte spillere præsterer, siger han til tipsbladet.dk.

De taktiske eksperimenter handler dog ikke om at skifte 4-3-3 ud med 3-5-2, som A-landsholdet eksempelvis har gjort i perioder under Åge Hareide. 

- Det er jo sådan som landstræner, at man har relativt kort tid sammen med spillerne, og man har få træninger, så man skal passe på, at man ikke breder sig over alt for meget. Jeg vil sige det på den måde, at jeg kommer til at eksperimentere lidt med nogle spillere på andre positioner, end de har spillet indtil nu. Jeg tror, hvad angår system og talkombinationer, bliver der ikke de store ændringer, fordi jeg føler mig ikke overbevist om, at vi reelt har tid til at implementere det, siger Niels Frederiksen.

Uanset hvordan kampene mod Spanien og England forløber, får han dog ikke svar på alle sine EM-spørgsmål i denne omgang. Der er eksempelvis det evigt tilbagevende dilemma, hvad man skal gøre med de A-landsholdsspillere, som er unge nok til at være med på U21-holdet.

Der er en god håndfuld spillere inde omkring A-holdet, som er spilleberettigede til Niels Frederiksens mandskab, men som enten slet ikke eller kun sporadisk været med i EM-kvalifikationen og dermed været i stand til at opbygge spillemæssige relationer til holdkammeraterne.

- Selvfølgelig har det en værdi, at vi har et kollektiv, som kender måden, vi spiller på, og som fungerer rigtig fint sammen. Omvendt er der ingen tvivl om, at der er nogle spillere, som primært har spillet på A-landsholdet, som har alderen til at spille på U21-landsholdet. Det kan jo sagtens være, at de har nogle individuelle kompetencer, som opvejer det, at de ikke har været så meget med i hele forløbet. Så selvfølgelig skal jeg gøre mig de overvejelser, siger Frederiksen.

- Helt generelt er vi ambitiøse, og vi tager til Polen for at vinde. Det er vi ikke favoritter til, og det bliver svært, men vi tager til Polen for at skabe så godt et resultat som muligt, og vi vil stille det stærkeste hold. Det vil sige, at jeg udtager de spillere, som jeg synes kommer til at udgøre det stærkeste hold.

Han fortæller, at alle spillere på A-landsholdet, som er unge nok, er i spil. Senest har Riza Durmisi erklæret sig villig til at tage en tørn for U21-landsholdet. Foruden ham er Andreas Christensen, Pione Sisto og Kasper Dolberg lige nu med A-landsholdet, men har alderen til U21.

Derudover er Marcus Ingvartsen netop blevet rykket op i A-truppen, men som gardering, og han ventes at vende tilbage til U21. Desuden er Pierre Emile Højbjerg og Viktor Fischer, der normalt er udtaget til A-landsholdet men ikke i denne omgang, også unge nok.