Video : Tipsbladet
Landshold

Vidal: Sejr vil gøre Chile til verdens bedste

Arturo Vidal ser Chile som det måske bedste landshold i verden.

I morgen skal Chile møde verdensmestrene Tyskland i finalen til Confederations Cup.

Finalepladsen er kommet i hus efter sejr over flere prominente lande, og hvis det også bliver til sejr i søndagens finale, mener Chile-profilen Arturo Vidal, at de så er verdens bedste landshold.

- Vi slog Argentina, som er et af de bedste landshold, to år i træk og Portugal, som er europamester, for tre dage siden. Og hvis vi vinder i morgen, synes jeg, vi er det bedste landshold i verden, fastslår Arturo Vidal ifølge goal.com.

Inden finalen er der da også optimisme at spore i den chilenske lejr.

- Jeg tror ikke, at nogle af os har muligheden for nederlag i vores hoved. Vi er optimistiske i forhold til sejren, og vi ser frem til at gøre vores bedste. Jeg tænker ikke på et nederlag, forklarer Vidal.

Chile indtager i øjeblikket fjerdepladsen på verdensranglisten efter Tyskland, Argentina og førstepladsen Brasilien.