Blanc: David Luiz er en fremragende forsvarsspiller
Illustration
Ligue 1

Blanc: David Luiz er en fremragende forsvarsspiller

David Luiz har fuld opbakning fra sin manager

For David Luiz var VM langt fra den succes, man håbede på, da turneringen blev afviklet hjemme i Brasilien. Luiz bev gjort til syndebuk, specielt for nederlaget på 7-1 til Tyskland i semifinalen, og det kom derfor bag på mange, da Paris Saint-Germain lagde 50 millioner Euro for forsvarsspilleren.

I Paris har han heller ikke just imponeret, men manager Laurent Blanc er dog tilfreds med sin nye forsvarsspiller.

- Han har brug for tid, ligesom alle andre spillere der kom hjem fra VM med en stor skuffelse. Han har stort set ikke haft en opstart, så han spiller kampe uden den store forberedelse fra venskabskampe, og det betyder en del, udtaler Blanc ifølge Sportal.

- Måske skulle vi have ventet med at bruge ham, men med Thiago Silvas skade in mente, har det ikke rigtig været en mulighed. Men jeg mener, at han har gjort det godt. Han giver ro, selvom han tager nogle chancer. Jeg mener, at han er en fremragende forsvarsspiller, som bliver mere og mere vigtig for holdet, fortæller Blanc.

Paris Saint-Germain befinder sig i øjeblikket på en tredjeplads i ligaen, efter tre sejre og hele fem uafgjorte kampe i otte forsøg.