C. Poulsen: Et stort skridt tilbage

Christian Poulsen havde brug for at træde et skridt tilbage for at finde fodboldglæden igen, og den fandt han i Evian.

I sommer skiftede Christian Poulsen reservetjansen i Liverpool ud med en rolle som indpisker og leder hos nyoprykkede Evian Thonon Gaillard i den franske Ligue 1. Og skiftet var godt nok et skridt tilbage i forhold til de tidligere klubber, men det var også nødvendigt for den danske landsholdsanfører.

- Jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde brug for at føle, at jeg havde lidt større betydning. Det er selvfølgelig vigtigt at komme til at spille. Jeg så det som en god mulighed for at træde et par skridt tilbage, men også få lysten igen. Hvis du hver dag går til træning, og så du ikke får lov til at komme ud at spille i weekenden, hvor du skal ud på stadion, og hvor tilskuerne er der. Det er det, man træner for. Det har jeg så fået igen, men selvfølgelig i en lidt anden målestok. Det er måske 15-20.000, vi spiller for her, hvor det i Italien eller Liverpool var 40.000 eller 50.0000. Jeg synes, det er spændende, og jeg har det godt hernede, siger Christian Poulsen til tipsbladet.dk.

I Evian Thonon Gaillard er klubhuset en tidligere feriekoloni for franske skolebørn, og træningsanlægget i byen Amphion mellem Evian-les-Bains og Thonon-les-Bains emmer ikke ligefrem af fransk elegance. Men de ydmyge forhold passer Christian Poulsen fint efter hele sin karriere at have higet efter at tage skridtet op.

- For mig har det klubmæssigt været et stort skridt tilbage i forhold til alle de der udenomsting. Men fra jeg skiftede fra FCK til Schalke har jeg hele tiden søgt at komme til en større og større klub og prøve at komme op og få hele den oplevelse af at være i en stor klub. Så var jeg ligesom nået til et punkt, hvor jeg var... jeg vil ikke sige mæt. Men da jeg var i Sevilla, følte jeg, at jeg havde en stor betydning, og vi vandt nogle ting. Så har det også været en rigtig stor oplevelse at være i Juventus og Liverpool, men det var bare noget andet.

- Det har været et skifte for at prøve noget nyt og få lysten tilbage. Selvfølgelig havde jeg også lysten de andre steder, men det var også en hård periode, hvor jeg ikke spillede så meget. Så det er måske lidt som at starte på en frisk. Det er heller ikke sådan, at jeg tænker, at hvis jeg nu gør det godt, så kommer der en større klub. Nu er jeg mere fokuseret på at være her og få hverdagen til at fungere. Jeg føler mig meget involveret i, at vi skal blive oppe i Ligue 1. Jeg føler mig meget ansvarlig omkring det, siger Christian Poulsen.

Poulsens ansvarlighed skal han vise igen på søndag, når Bordeaux kommer på besøg i Annecy, hvor Evian Thonon Gaillard har lejet sig ind på Parc des Sports i år. Her skal danskerkolonien forsøge at lægge endnu mere luft til nedrykningsstregen end de fire point, der er på nuværende tidspunkt.

Seneste nyt på tipsbladet.dk