Christian Poulsen og Stephan Andersen var eneste danskere i Evians startopstilling mod Caen, og de to danskere kunne i første halvlegs overtid se Caens Pierre Alain Fraus bringe hjemmeholdet foran 1-0.
Den føring fik Evians Cedric Barbosa udlignet efter 51 minutters spil, men glæden var kort for danskerklubben. For blot seks minutter senere scorede Livio Nabab til 2-1, en føring, der dog ikke skulle holde resten af kampen.
For efter Caens føringsmål sendte Evian først Daniel Wass og siden Thomas Kahlenberg på banen, og det ændrede kampen. For i kampens døende minutter scorede den tidligere franske landsholdsspiller Sidney Govou til resultatet 2-2.
Med 2-2 mod Caen er Evian uden sejr i fire kampe, men de holder afstanden til nedrykningsstregen på tre point, og samtidig holder de dagens modstander under sig.