Fransk sportsavis: Neymar i store uenigheder med træner Emery
Foto: Getty Images
Ligue 1

Fransk sportsavis: Neymar i store uenigheder med træner Emery

Endnu engang er PSG's Neymar blevet uvenner med en i klubben.

Det er ikke længe siden, at Neymar ragede sig uklart med holdkammeraten Edinson Cavani i PSG, og nu er det åbenbart også gået så vidt, at Neymar er blevet uvenner med træner Unai Emery i hovedstadsklubben.

Det skriver den franske sportsavis L'Equipe.

Her kan de berette om en hændelse til træning efter den seneste Champions League-kamp, hvor der var en smule let træning på menuen for de mange superstjerner, som holdet efterhånden består af.

I den forbindelse ønskede Neymar at fortsætte træningen, da den egentlig var slut. Det skulle være noget specifikt boldarbejde, hvor et par af klubbens reservespillere skulle være med. Det ønske blev afvist helt køligt af PSG-træneren.

Ifølge avisen skulle Neymar så have sparket vredt til en af boldene mod en mur lige foran Emery og holdkammeraterne, hvorefter han gik ned i omklædningsrummet. I Frankrig bliver der nu også spekuleret i, at dette optrin skulle have ødelagt PSG's forberedelser til Ligue 1-kampen mod Marseille.

Netop kampen mod Marseille spilles søndag aften klokken 21, og den bliver sendt direkte på TV3 Sport 2.