Luiz: Costa er velkommen i PSG
Foto: Matt Dunham/Polfoto
Ligue 1

Luiz: Costa er velkommen i PSG

Paris Saint-Germains forsvarsspiller David Luiz tilbyder Diego Costa at komme til den franske klub.

Chelseas angriber Diego Costa bliver rygtet væk fra London.

Det er især rygterne om et skifte tilbage til Atletico Madrid, der går igen. Fordi holdets træner, Diego Simeone, igen gerne vil nyde godt af den spanske landsholdsangriber.

Men hvis Diego Costa gerne vil skifte væk fra Chelsea, har han også mange andre muligheder. Det fortæller Paris Saint-Germains forsvarsspiller David Luiz, som vil byde Costa velkommen med åbne arme, hvis han vælger Paris.

- Diego er en af de mest effektive målscorere i Europa. Han vil være en velkommen tilføjelse til ethvert hold. Hvis Diego beslutter, at han har fået nok af England og har lyst til en ny udfordring, så er han selvfølgelig velkommen her, siger David Luiz til The Mirror.

David Luiz og Diego Costa har haft deres konfrontationer på banen, når de har stået over for hinanden. Men det betyder ikke noget, for ifølge David Luiz er Diego Costa en helt anden person uden for banen.

- På banen er han fysisk, konfronterende, og han vil være i ansigtet på dig. Det er en del af spillet. Men uden for banen er han en god ven. En af de bedste fyre, man kan møde. En som jeg ville have middag med, fortæller PSG-forsvareren.