Mbappe undrer sig: Hvorfor kan vi ikke straffe dommere efter kampen?
Foto: Getty Images
Ligue 1

Mbappe undrer sig: Hvorfor kan vi ikke straffe dommere efter kampen?

Kylian Mbappe vil gerne have, at det bliver muligt at straffe dommere. Det sker efter en udvisning til Neymar søndag aften.

Neymar blev søndag udvist, da dommeren vurderede, at den brasilianske verdensstjerne nikkede en modstander en skalle, da PSG mødte Marseille. Det fik efter kampen klubbens andet store nyindkøb i sommer, Kylian Mbappe til at reagere.

Det gjorde han overfor de fremmødte journalister i mixed zone, hvor pointen handlede om, at dommere ikke burde være immune overfor kritik

- Dommerne er nødt til at være på et vist niveau, og det var ikke tilfældet i denne kamp. Derudover må vi ikke diskutere med dem. Vi har indtrykket af, at de er overlegne overfor os. Det er et problem, fordi vi alle er en del af det samme show. Jeg synes, der skal være en kommission, som får styr på det her, siger Mbappe.

Han peger derudover også på selve udvisningen af Neymar, som nu får karantæne i den franske Ligue 1.

- Vi har en spiller nu, som bliver sanktioneret (Neymar). Hvorfor kan dommeren ikke også blive straffet ligesom spillere kan, spørger Mbappe.

Kampen mellem Marseille og PSG endte 2-2, da Cavani i slutningen af kampen fik sendt et frispark i mål.