Ligue 1

Milan-boss brød løfte til Zlatan

Milans vicepræsident Adriano Galliano indrømmer, at han brød sit løfte om ikke at sælge Zlatan Ibrahimovic til Paris Saint-Germain.

Zlatan Ibrahimovic' skifte fra AC Milan til Paris Saint-Germain var en af de mest overraskende handler. Tilsyneladende også for Ibrahimovic selv, der slet ikke ønskede at forlade den italienske storklub. Det erkender Milans vicepræsident Adriano Galliani nu.

- Ibrahimovic ville virkelig gerne blive i Milan. Jeg lovede ham, at han ikke ville blive solgt, da vi havde møde med Mino Raiola (Zlatans agent, red.) i slutningen af sæsonen. Men ledelsen havde derefter en række møder, og vi besluttede at sælge ham alligevel, siger Galliani til France Football og indrømmer, at der ikke længere er nogen former for kontakt til den svenske angriber.

- Han taler ikke med mig mere, efter han rejste fra Milan til Paris. Det kan jeg dog ikke bebrejde ham for, eftersom jeg brød mit løfte, siger Galliani. 

Måske har Galliani inderligt fortrudt, at han sendte svenskeren til Paris. I hvert fald har Ibrahimovic allerede nettet fem gange for hovedstadsklubben, mens Milan derimod har tabt sine to første hjemmekampe og i øjeblikket ligger med bare tre point for tre kampe.