Neymar: Vil være for Mbappé, hvad Messi var for mig
Foto: Mike Hewitt/GettyImages
Ligue 1

Neymar: Vil være for Mbappé, hvad Messi var for mig

Brasilianske Neymar taler i positive vendinger om sin nye unge holdkammerat.

Både brasilianske Neymar og franske Kylian Mbappé var to af sommerens varmeste navne i transfervinduet i år, og skæbnen ville, at de begge to endte i den franske storklub Paris Saint-Germain.

Her danner de nu trio med uruguayanske Edison Cavani, og selvom et omtalt straffespark så ud til at kaste lidt grus i maskineriet tidligere på efteråret, ser alt nu ud til igen at køre på skinner mellem de tre offensive kæmpestjerner. 

Tirsdag scorede de hver især en enkelt gang i 4-0 sejren over Anderlecht i Champions League, og nu roser den 25-årige brasilianer sin kun 18-årige holdkammerat:

- Han er en gylden dreng. Han arbejder godt og er en fantastisk spiller. Han har alle kvaliteter, der skal til for at blive en af de bedste spillere i verden, og jeg vil hjælpe ham med det, fortæller Neymar til spanske Marca.

Den brasilianske verdensstjerne oplevede selv at komme til FC Barcelona i 2013 som ung og uprøvet, og her tog ingen ringere end Lionel Messi sig af Neymar. Nu vil Neymar så tage sig af Mbappé:

- Jeg vil være for Mbappé, hvad Messi var for mig i Barcelona, fortæller verdens dyreste fodboldspiller.