Paris Saint-Germain henter lille fransk troldmand
Foto: Paris Saint-Germain
Ligue 1

Paris Saint-Germain henter lille fransk troldmand

Franske Hatem Ben Arfa skifter til Paris Saint-Germain.

Historien om franske Hatem Ben Arfa er efterhånden en historie, der kræver noget tid at fortælle. Talentet er uomtvisteligt, men historien har for ofte handlet om de mange problemer, Ben Arfa også har skabt.

Men nu kan den franske superdribler glæde sig over, at han skifter til Frankrigs største klub, Paris Saint-Germain, på en toårig aftale. Ben Arfa kommer fra en sæson, hvor han var fortryllende for den franske klub Nice og scorede 17 gange i Ligue 1 for en klub, der sluttede sæsonen på fjerdepladsen - i høj grad på grund af 29-årige Hatem Ben Arfa.

De mangler problemer, vi omtalte lige før, var også grunden til, at Ben Arfa overhovedet kunne ende i en klub som Nice. Han var nemlig Newcastle-spiller inden, men manager Alan Pardew var blevet så træt af Ben Arfa, at han udlejede franskmanden i starten af 2014/2015-sæsonen til Hull. Her skulle han blot bruge en måned på at rage uklar med manager Steve Bruce, og så måtte Ben Arfa tage en tur på sidelinjen i Newcastle.

I starten af 2015 fik han så ophævet sin aftale og skrev under med Nice, men han kunne ikke spille for Nice før 2015/2016-sæsonen, fordi han havde spillet for Hull og på Newcastles ungdomshold, og fordi man kun må spille for to klubber på en sæson. Ben Arfa fik ingen dispensation, men mon ikke både Nice og Ben Arfa er tilfreds med, hvordan det hele endte med at gå.

Tidligere er Hatem Ben Arfa raget uklar med ledelsen i Marseille, mens hans tid i Lyon sluttede, da han var i slåskamp med forsvarsspiller Sebastien Squillaci.

PSG henter Hatem Ben Arfa på en fri transfer - hans aftale med Nice var udløbet.