Rosario Central er dygtige til at skabe kantspillere. Angel Di Maria har spillet i klubben, som har Newell's Old Boys som ærkefjende, og det samme har Giovani Lo Celso. Eller rettere, det samme gør Lo Celso. For selvom PSG har hentet den 20-årige fløj i El Canalla, skifter Lo Celso tilbage igen til Central, indtil året er omme.
Lo Celso har skrevet under på en kontrakt, der holder ham i den franske hovedstadsklub indtil sommeren 2021. Og hovedpersonen selv er tilfreds:
- Jeg er glad for, at jeg har skrevet under med PSG. Jeg håber, jeg kan følge i mine landsmænds - Javier Pastores og Angel Di Maria - fodspor og blive en nøglespiller for klubben. Jeg vil gerne takke PSG for den tillid, klubben har vist mig, og så vil jeg også sende en tak til Rosario Central, som tillod mig at realisere min drøm om at blive fodboldspiller, siger Lo Celso til PSGs hjemmeside.
I 36 kampe for Rosario blev det til to mål og ni assists for kantspilleren.