PSG-ledelse skal afgøre fremtiden for kontroversiel profil
Foto: Francois Mori/Polfoto
Ligue 1

PSG-ledelse skal afgøre fremtiden for kontroversiel profil

Serge Aurier ved ikke, om han har en fremtid i PSG efter skandale på Periscope, hvor forsvarsspilleren langede ud efter både træner og medspillere.

Der er ikke langt fra succes til fiasko. Det har der været mange eksempler på i fodboldverden, og i PSG er profilen Serge Aurier i alvorlige problemer. På Periscope dummede Aurier sig ved at svine træner Laurent Blanc og medspillere som Zlatan Ibrahimovic, og det kostede pladsen i truppen i midtugens CL-kamp mod Chelsea.  

Det er dog slet ikke sikkert, at Serge Aurier kommer til at spille for PSG igen. Det antyder klubbens træner Laurent Blanc, der mener, at ledelsen i den franske topklub må tage stilling: 

- Det er ledelsen, der skal beslutte, hvilken straf Serge Aurier skal have. Det er ikke en træners opgave at beslutte sådan nogle ting. Jeg kommer til at tage en snak med ham. Ansigt til ansigt og uden kamera, og herefter må klubben tage en beslutning, som Serge må acceptere. Bagefter må jeg så beslutte, om han skal spille mere i sæsonen. Det tager tid at få den slags på afstand, siger Blanc på et pressemøde fredag. 

Serge Aurier har efter episoden på Periscope undskyldt sin opførsel. Om det får betydning er dog yderst usikkert.