PSG tilbage på toppen efter sen Lavezzi-scoring
Illustration
Ligue 1

PSG tilbage på toppen efter sen Lavezzi-scoring

Paris Saint-Germain generobrede førstepladsen fra Marseille, da holdet fredag aften slog Metz med 3-2.

De forsvarende franske mestre fra Paris Saint-Germain er atter tilbage på førstepladsen for en stund, efter det blev til en snæver 3-2 sejr ude over Metz. Lavezzi blev den store helt med sin scoring fem minutter før tid.

Det lignede ellers en formsag for PSG at få alle tre point med til hovedstaden, for allerede efter et kvarters spil var favoritterne foran med 2-0.

Javier Pastore opsnappede bolden efter en stor fejl i Metz-defensiven, og så kunne argentineren smukt vippe bolden over en fremstormende keeper.

2-0 blev det kort tid efter, da hjemmeholdets Gaetan Bussmann var uheldig at styre et frispark i eget net.

Men Metz nægtede at give op, og på bare fem minutter i starten af anden halvleg havde den tidligere West Ham-spiller Modibo Maiga omsat to straffespark til udligning 2-2.

Resten af kampen blev et massivt PSG-pres, og med fem minutter igen gav det bonus, da argentinske Lavezzi fulgte op på afslutningen fra Zlatan Ibrahimovic og sendte bolden det sidste stykke i mål til en vigtig sejr for hovedstadsklubben.

Sejren betyder nemlig, at PSG rykker op på førstepladsen med to point ned til Marseille, der dog kan tage pladsen tilbage, hvis de slår Bordeaux hjemme søndag aften.