Tidligere FCM-profil vil til ny klub efter mareridtsår
Ligue 1

Tidligere FCM-profil vil til ny klub efter mareridtsår

Jesper Juelsgård gik fra profil i FC Midtjylland til reserve i Evian, og danskeren har generelt haft en rigtig dårlig sæson. Nu er hans indstillet på at finde en ny klub.

To A-landskampe og status som et af de sikreste kort i FC Midtjyllands startopstilling. Det var ikke det værste udgangspunkt, Jesper Juelsgård havde, da han i sommer skiftede den jysk hede ud med den franske kildevandsby Evian.

Ikke desto mindre har venstrebacken langt fra fået det, som han havde håbet, ud af opholdet. Han har blot spillet 11 kampe, og i tre måneder var han endda nede på reserveholdet. Og selv om han ikke har talt med klubben og træner Pascal Dupraz, er han indstillet på at komme væk.

- Jeg har ikke fået nogen udmelding om, hvad klubbens plan er med mig. Som jeg selv forstår det, vil de ikke bruge mig. De har ikke brugt mig i et år, så jeg kan ikke se, hvorfor det skulle ændres. Derfor må jeg også begynde at tænke lidt i andre veje, siger han til BT.

26-årige Jesper Juelsgård, der har kontrakt til sommeren 2017, fortæller desuden, at hans førsteprioritet er at blive i udlandet. Omvendt kan han også lokkes til andre muligheder, hvis han endnu ikke har en afklaring sidst i transfervinduet.