Ligue 1

Toulouse-stjerne: Vil til Premier League

Midtbanespilleren fra Toulouse, Moussa Sissoko, drømmer om at spille i Arsenal, Tottenham, Newcastle eller en af de store Manchester-klubber.

Toulouse-spilleren Moussa Sissoko har kun et enkelt år tilbage af sin kontrakt hos Ligue 1-klubben, og spilleren ved udmærket godt, hvilken ny liga han vil prøve kræfter med – Premier League. Den 23-årige midtbanespiller har nemlig ambitioner om at skifte til en Premier League-klub. Det fortæller Sissoko, som også bekræfter, at han var i kontakt med italienske Roma denne sommer.

- Min profil kunne interessere nogle klubber. Men hvis jeg forlader Toulouse, vil det være til en større klub som Manchester United, Arsenal, City eller endda Newcastle og Tottenham. Jeg ved, at jeg stadig er nødt til at arbejde for det, siger Sissoko til Bein Sport og fortsætter:

- Som spiller ønsker jeg at vokse, men jeg har ikke glemt, at jeg har en kontrakt. Jeg er nødt til at give mig selv fuldt ud for Toulouse. Jeg har et år tilbage af min kontrakt, og jeg vil forsøge at give det maksimale. Næste år må vi se, hvad der sker.

- Der har været drøftelser med Roma denne sommer, men der var intet konkret.

Den 23-årige Sissoko har spillet hele sin professionelle karriere i Toulouse.