Zlatan: Min næste klub bliver en stor overraskelse
Foto: Bob Leverone/Polfoto
Ligue 1

Zlatan: Min næste klub bliver en stor overraskelse

Det var en Zlatan Ibrahimovic, der var i godt humør efter sejren over Manchester United, som åbnede lidt op omkring sin fremtid.

Spekulationerne omkring den svenske angriber Zlatan Ibrahimovic' fremtid har været massive denne sommer, hvor især italienske AC Milan har været på banen med tilnærmelser mod PSG-spilleren.

Der er dog ikke sket noget med Zlatan Ibrahimovic' klubsituation endnu, men i forbindelse med pressemødet efter PSG's sejr på 2-0 over Manchester United i en opvisningskamp i Chicago var Zlatan frisk på at svare på journalisternes spørgsmål om svenskerens fremtid.

- Min næste klub vil være en overraskelse. En stor overraskelse, smilte den store angriber.

Derudover lød det ikke til, at Zlatan havde planer om at skulle nogen steder hen.

- Jeg er meget glad for at spille for PSG. Kunne du ikke se det på banen? Jeg har ét år tilbage af min kontrakt med PSG, og jeg er meget glad for at være her. Vi har et stærkt hold, og vi kan gøre det meget bedre end, det vi har gjort indtil videre, siger Zlatan Ibrahimovic.

Med sejren over Manchester United betød det også, at PSG vandt den træningsturnering, som de spillede med i i USA efter sejre over Benfica og Fiorentina.