Mig og Zlatan: Jeg frygtede lidt, at han var arrogant
Foto: Polfoto
Generelle

Mig og Zlatan: Jeg frygtede lidt, at han var arrogant

Han er Skandinaviens største sportsstjerne; et ikon på og uden for banen. Og så han på fornavn med hele verden, ligesom andre idrætsmastodonter som Lance, Tiger og LeBron. Men hvordan er han tæt på, én til én? Tipsbladet har spurgt fire danskere, som hver især har mødt og har et forhold til Zlatan Ibrahimovic. Her er historie nummer tre.

Bragt i Tipsbladet 28 marts

Anthony Tullberg. Filminstruktør og tidligere fodboldspiller
Mødte Zlatan i maj 2009 under indspilningerne til sin dokumentarfilm ”Me, Myself and Martin Laursen” 

”Der var to elementer i, at Zlatan kom med i min film: Her havde vi en skandinav, som også spillede i italiensk fodbold, og som også kunne fortælle om den mentalitet, der ligger i at skulle kunne klare sig i Italien, som har en speciel liga og en speciel kultur for skandinaver. Og så var det simpelthen fordi, at Zlatan er den største skandinaviske stjerne, og jeg havde lyst til at have ham med.”

”Jeg kom ind på Inters træningsanlæg, og vi blev sat til rette og skulle gøre noget udstyr klar – noget kamera, noget lyd og så videre. Så fik jeg lov til at filme træningen. På det tidspunkt var Mourinho træner, og Inter havde et vanvittigt godt hold. Det var sindssygt spændende for mig at se træningen, se de kæmpe stjerner. Så filmede vi træningen, og bagefter mødte jeg Zlatan. Vi var sammen et par timer.”

”Det var et af højdepunkterne i filmen. Jeg havde et langt forløb, hvor vi i en halv time talte om min fodboldkarriere, og vi talte om private ting bagefter. Selve interviewet har måske taget én time, og så havde vi en halv time inden, hvor vi snakkede sammen, og en halv time efter.” 

”Det var sindssygt fedt. Det er i og for sig mærkeligt, for det burde jo ikke gøre nogen forskel, om jeg sad med ham, en god ven eller med dig, men fordi det var Zlatan, gjorde det et stort indtryk. Zlatan var en af de eneste, som spurgte til min fodboldkarriere. Og når min fodboldkarriere er en promille af, hvad Zlatans er, bliver jeg selvfølgelig benovet over det. Vi talte om private ting, vi talte om min fodboldkarriere, vi talte om Inters mesterskabschancer.”

”I filmen snakkede jeg med Michael Laudrup, Morten Olsen, Olof Mellberg, Jon Dahl Tomasson, Clarence Seedorf, Sjevtjenko, Maldini, Gattuso, Andrea Pirlo... Jeg kan næsten ikke huske dem alle sammen. Selvom alle var virkelig flinke, vil jeg sige, at Zlatan var den mest behagelige person i hele filmen.”

”Jeg frygtede lidt, at han var arrogant, og at alle de ting, man hører om ham, rent faktisk var sande. Sandheden var, at han ubetinget var den mest begavede af samtlige, jeg interviewede. Han forstod alle jokes, han forstod alt andet, han var helt med på det. Han var virkelig, virkelig begavet, og det overraskede mig. Og så var han samtidig ufattelig sympatisk. Vi har en kæmpe stjerne, som sikkert får tusindvis af de her anmodninger, men det var mig, der bestemte hvor længe, det skulle vare. Og han fik det til at virke som om, jeg havde oceaner af tid. Jeg bestemte, hvor vi skulle filme, hvordan vi skulle filme, og han var med på alt. Zlatan og jeg havde en samtale, hvor vi gik sammen på en af Inters træningsbaner. Normalt ser man i et interview to personer, der sidder i stole over for hinanden. Det prøvede jeg på ikke at lave i den her film. Jeg ved ikke, om det lykkedes, men det lykkedes i hvert fald med Zlatan.” 

”Alle er jo klar over, at fodboldspillere svarer efter, hvordan de tror, at omverdenen gerne vil have, de skal svare. Det var ikke tilfældet her. Zlatan svarede fuldstændig ærligt og reelt. Mit første spørgsmål til Zlatan handlede om, at han første gang, han spillede over for Martin, knaldede han ham ned, og Martin var faktisk skadet i hælen i to-tre måneder, fordi Zlatan havde flækket ham midtover. Zlatan siger jo, at det gjorde han fordi, at i den første nærkamp i kampen havde Martin ramlet direkte ind i ryggen på ham. Han ved så ikke, at Martin ikke gjorde sådan noget med vilje. Men det er sjældent, jeg hører nogle indrømme den slags.”

”Jeg fik takket ham for et superfedt intervew og sendte ham en kopi af filmen. Jeg fik en tak tilbage, og så har jeg overvejet at have ham med igen i en kommende film. Det håber jeg på, men jeg vil gerne holde ideen for mig selv lidt endnu.” 

”Må jeg lige indføje en ting? Godt, for det er det her, som slår mig mest ved Zlatan: Produceren på ”Me, Myself and Martin Laursen” lavede en Facebook-side, og sidste år var der en rundspørge om, hvilken fodboldspiller, jeg havde mødt undervejs, som havde størst vindermentalitet. Jeg sagde ubetinget Zlatan. Hvis jeg skal tale om Zlatan, er hans vindermentalitet det absolut vigtigste at fortælle om.”

”At se Zlatan i træning... Inter på det tidspunkt var fyldt med spillere som Mario Balotelli og flere af den type. Den træning var halvanden time, hvor Zlatan ikke alene ville vinde for enhver pris, men fik hele holdet – både dem han selv spillede med, og dem han spillede imod – til at ville vinde. Det sker hver gang, han kommer et nyt sted. Det er ikke tilfældigt, at i otte år i streg, ligegyldigt hvor Zlatan kom hen, blev han mester. Og i tre-fire forskellige lande og med fem-seks forskellige klubber. Udover hans mål, udover hans kvalitet, det vigtigste Zlatan gør er at indgyde en vindermentalitet i truppen. Han er fuldstændig exceptionel, og det betyder så meget for et fodboldhold at have sådan en type. Så vinder man mesterskaber.”

”Selvfølgelig kan jeg huske hans håndtryk. Det er et håndtryk fyldt med selvtillid.”