Mignolet er glad for Klopps kram og høje pres
Foto: Jon Super/Polfoto
Generelle

Mignolet er glad for Klopps kram og høje pres

Det giver spillerne selvtillid, når Jürgen Klopp entusiastisk krammer dem efter Liverpools kampe, mener målmand Mignolet.

Jürgen Klopps særegne måde at agere på sidlinjen har vundet popularitet i Liverpool-truppen. Det fortæller målmand Simon Mignolet, som hævder, at spillerne sætter pris på Klopps mange kram efter kampene.

- Han har krammet med alle spillere, og det giver dig en god følelse, fordi så ved du, at han står bag og støtter dig, siger Simon Mignolet til Liverpools hjemmeside. 

Sidst der blev delt krammere ud, var efter Liverpools knusende 4-1 sejre ude mod Manchester City i lørdags. En sejr, som Klopps taktik har stor ære af, mener målmanden. 

- Fra hans første dag, har han arbejdet hårdt på at sikre, at når vi mister bolden, så presser vi modstanderen højt oppe på banen for at sikre, at vi får bolden tilbage så hurtigt som muligt, siger Mignolet til hjemmesiden og fortsætter:

- Det er noget, vi gjorde mod Manchester City, hvor vi ikke gav dem en chance for at kontrollere kampen eller spille deres egen fodbold. Vi satte vores aftryk på kampen, og det er noget, han vil have.