Adam Johnson sigtet i sex-sag
Foto: Owen Humphreys/Polfoto
Premier League

Adam Johnson sigtet i sex-sag

I starten af marts blev Sunderlands Adam Johnson anholdt for at have haft sex med en mindreårig pige, og nu er han formelt sigtet i sagen, fortæller politiet.

Sunderlands Adam Johnson er blevet siget for seksuel omgang med en pige på 15 år. Eftersom den seksuelle lavalder i England er 16, betragtes pigen altså som mindreårig.

Sigtelsen lyder på i alt tre tilfælde af seksuel omgang med pigen og én sigtelse for grooming, som betyder, at man skaber en personlig forbindelse til den mindreårige, hvorved man har lettere ved at opnå den seksuelle omgang.

- Som følge af en efterforskning af Durham politi har jeg i dag givet politiet tilladelse til at sigte Adam Johnson, 27 år, med fire lovovertrædelser under Sexual Offences Act 2003. Lovovertrædelserne er angiveligt blevet begået mod en pige, som var 15 på det tidspunkt, siger Gerry Wareham, der er chefanklager i det nordøstlige England, ifølge PA.

Adam Johnson, der har spillet 12 landskampe for England, blev først anholdt den 2. marts og suspenderet af sin klub, men fik siden lov til at vende tilbage, mens sagen blev efterforsket. Nu skal han i retten den 20. maj.