Agent udelukker Balotelli-retur til Italien
Illustration
Premier League

Agent udelukker Balotelli-retur til Italien

Mario Balotelli skal under ingen omstændigheder tilbage til italiensk fodbold, fastslår angriberens agent Mino Raiola.

Mario Balotelli har endnu ikke slået sit navn fast i Liverpool efter sit skifte fra AC Milan i sommerpausen. Nu har Roberto Mancinis tilbagevenden i Inter fået rygterne til at køre om, at Balotelli skulle være på vej tilbage til Italien for at spille under træneren, som han gjorde det i Inter tidligere og Manchester City.

Men de rygter er der absolut ikke hold i. Det fortæller Balotellis agent Mino Raiola.

- Ikke engang Mancinis tilbagevenden kan få os til at ændre mening om det. Mario skal ikke spille i Italien, selv hvis vi skulle få tilbud fra Inter eller Napoli, fortæller agenten til Gr Parlamento.

Raiola er også fortrøstningsfuld på Balotellis vegne, og han forventer snart, at den italienske skarpretter får banket kasser i målet.

- Han mangler et mål, men det er bare en fase, og det vil han komme over. Han gør sit bedste, men lige nu har han en skade, og han håber snart at være tilbage, lyder det videre fra Mino Raiola.

Mario Balotelli har scoret to mål i sine første 12 kampe for Liverpool.