Agent: Villa vil ikke sælge Okore
Illustration
Premier League

Agent: Villa vil ikke sælge Okore

Danske Jores Okore er flyvende i engelsk fodbold, hvor han er vendt stærkt tilbage efter sin lange skadespause. Aston Villa er så vild med danskeren, at klubben nægter at sælge.

22-årige Jores Okore sad ude det meste af sidste sæson med en korsbåndsskade, og i indlendningen af denne sæson så det ikke ud til, at han skulle have meget spilletid. Okore var i begyndelsen end ikke i truppen, trods at han var kommet sig oven på den alvorlige skade. Men skader til de andre forsvarsspillere i Aston Villa har gjort, at Jores Okore har fået chancen. Og den chance har danskeren i den grad taget.

Den 24. november fik Okore sæsondebut mod Southampton, og siden har han spillet samtlige kampe og minutter for Aston Villa. I seks kampe er det blevet til få mål imod og hele ni point, hvilket er godt gået, når man tænker på, at Aston Villa var inde i en dårlig periode, da Okore kom på holdet. Senest blev han kåret til kampens spiller mod Manchester United lørdag, hvor Aston Villa fik 1-1 på hjemmebane.

Det stærke spil og Okores alder har selvsagt fået klubber til at snuse. Også da Okore sad ude, fordi han besidder et stort potentiale. Men Aston Villa har ingen intentioner om at skille sig af med Okore - end ikke for et stort beløb.

- Der var klubber i sommer, der spurgte til muligheden for at købe ham, men Aston Villa var ikke interesseret i et salg. Lambert har hele tiden sagt, at han tror på ham, også selv om det ville kræve en udlejning, men at han ikke ville bruge ham, før Jores var 110 procent klar. De ville ikke forcere ham, siger Nikola Juric, agent for Jores Okore, til BT.

Det var forrige sommer, at Jores Okore skiftede fra FC Nordsjælland til Aston Villa, og i Aston Villas centrale forsvar kæmper han med blandt andre Ron Vlaar og Cieran Clark om spilletid.