Med sin scoring til 1-0 i 2-1 sejren over Manchester United havde Liverpools danske forsvarsspiller Daniel Agger en pæn andel i Merseyside-succesen. Men udover det vigtige føringsmål, leverede Agger også en robust præstation i midterforsvaret, hvorfor det var en yderst tilfreds dansker, der stod frem på tv-skærmen efter kampen.
- Det er altid dejligt at slå dem, og de er ikke længere med i FA Cuppen. Det betyder et skridt fremad for os. Det er aldrig sjovt at skulle ud i en omkamp i FA Cup'en, især på udebane, så vi er godt tilfredse, sagde Agger til Kanal 6 efter kampen.
Læs: Agger scorede i kæmpe FA Cup-triumf
I midtugen lykkedes det Liverpool og Agger at udradere Manchester City i Carling Cup’en, hvilket har givet et boost til Kenny Dalglishs drenge.
- Selvfølgelig er der høj stemning, specielt efter de to sidste kampe, men sæsonen er ikke ovre endnu, der er stadig masser af kampe. Lige nu er vi selvfølgelig oppe at køre, men vi skal videre, og vi skal ud og vinde nogle kampe i Premier League også.