Sergio Aguero har fået en helt fantastisk start på tilværelsen som spiller i Manchester City, hvor det er blevet til otte scoringer i fem Premier League-kampe. Dermed er argentineren en af Englands hotteste angribere for tiden.
Det er Michael Owen ikke ligefrem, men det har han til gengæld været tonsvis af gange før. I sine unge dage i Liverpool var englænderen år efter år blandt de flittigst scorende i engelsk fodbold.
Og de mange mål på Anfield Road imponerede en ung argentinsk knægt - den knægt, hed Sergio Aguero.
- Jeg så altid Premier League i fjernsynet, da jeg var dreng. Jeg foretrak den liga frem for La Liga og Serie A. Og jeg elskede Michael Owen. Jeg fulgte ham altid i Liverpool. Han var grunden til, at jeg startede med at se Premier League, fortæller Sergio Aguero til Manchester Evening News.