Alexis Sánchez fortsat skadet for Arsenal - anføreren er klar
Foto: Kirsty Wigglesworth/Polfoto
Premier League

Alexis Sánchez fortsat skadet for Arsenal - anføreren er klar

Der bliver ikke noget comeback til skadede Alexis Sánchez, når Arsenal møder Sunderland i FA Cuppen lørdag. Anfører Mikel Arteta er dog klar igen.

Alexis Sánchez har været skadet siden november, og det er han fortsat. Arsenal-manager Arséne Wenger fortæller, at offensivspilleren holdes ude af lørdagens FA Cup-kamp, fordi klubben ikke vil risikere endnu en skade.

Sánchez fik et tilbageslag i december måned, hvor han ellers var spået til at gøre comeback. Derfor tager de ingen chancer med ham denne gang.

- Ugens dårlige nyhed er, at Alexis ikke er helt klar. Det er en sikkerhedsforanstaltning på grund af hans forstrækning, og det tager et par dage endnu. Han har det ikke skidt, men han er ikke klar, siger Wenger.

Arsenal møder Premier League-bundholdet Sunderland lørdag eftermiddag i sæsonens første FA Cup-kamp for de to mandskaber. Wenger understreger, at man har tænkt sig at gøre alt for at genvinde trofæet. 

Til det formål er der også gode nyheder fra Arsenal-lejren. Anfører Mikel Arteta, der ligeledes har været skadet siden november, er spilleklar igen. Man må dog vente lidt med at se Tomas Rosicky, Santi Cazorla og Francis Coquelin.