Allardyce: Vil ikke hævne Newcastle-fyring
Foto: Kirsty Wigglesworth/Polfoto
Premier League

Allardyce: Vil ikke hævne Newcastle-fyring

Sam Allardyce og West Ham United kan søndag sende Newcastle ud af Premier League, men det er ikke noget, der motiverer i London-klubben.

Det kom som en stor overraskelse for mange, da Newcastle tilbage i 2008 valgte at fyre manager Sam Allardyce. Afskeden kom efter bare otte måneder i spidsen på St. James´ Park, og blev dengang beskrevet som et "chok" af hovedpersonen selv. Søndag kan Allardyce dog tage hævn i Newcastle, når West Ham med en sejr kan være med til at sende holdet ned i Sky Bet Championship.

Dette er dog ikke en mulighed, der motiverer manager Sam Allardyce forud for kampen. Han håber dog på en sejr til gæsterne fra West Ham, der er faldet ned gennem rækken siden en flot sæsonstart, der dog endte omkring jul med mange nederlag på stribe:

- Det her handler ikke om, hvad der skete for mig i Newcastle. Der er nogle, der har påstået, at jeg var helt oppe at køre over at vinde, så vi kunne sende dem ned. Det er dog helt ude i skoven, og jeg er for længst kommet videre. Det er længe siden, at jeg røg ud i Newcastle. Jeg har flere gange i min karriere oplevet, at man ikke skal forsøge at gøre noget ved ting, man alligevel ikke kan ændre på. Man må lære fra det, mens man må blive stærkere i fremtiden. For os handler det om at vinde søndag, således at vi kan nå de 50 points, der har været målet for os hele tiden, siger Sam Allardyce til Daily Mail. 

Selv hvis Newcastle skulle tabe til West Ham, kan holdet redde sig i Premier League. Nedrykning er nemlig samtidig betinget af, at Hull City besejrer Manchester United i sidste runde.