
Dykkende formkurve, et uambitiøst transfervindue og et faldende tilskuertal. Arsenal er langt fra at kunne indfri egne og omverdens forventninger, og nu har dele af klubbens fans fået nok.
Ifølge Skysport opfordrer en gruppe Arsenal-fans til at overdække de tomme røde sæder på Emirates med sorte affaldssække. Hermed vil fan-gruppen signalere, at dårlige beslutninger fra ledelsen og tynde præstationer på banen koster tilskuere på lægterne.
Gunners-manager, Arsene Wenger, giver ikke meget for de planlagte fan-protester
- Vi bør vise vores kvaliteter på banen og ikke reagere på samtlige individuelle provokationer, fastslår Wenger.
Den franske managers mandskab står foran 1/16-finalen i Champions League mod AC Milan, men i ligaen er The Gunners dalet helt ned på en 7. plads. Alligevel maner den iltre Wenger til besindighed.
- Det ideelle vil være, hvis alle vores fans er glade, men vi lever i en verden, hvor vi må acceptere, at ikke alle reagere på samme måde.
Kampen mod Blackburn og den planlagte protest skydes igang på lørdag kl. 14, og det vil vise sig, om Emirates vil være dækket i rødt eller sort.