Arsenal slog ganske sikkert Aston Villa med 3-0 på udebane lørdag aften, da Mesut Özil og Danny Welbeck grundlagde sejren for The Gunners.
Fint forarbejde sendte efter en halv time Mesut Özil alene med keeperen, og så svigtede tyskeren ikke. To minutter senere scorede Danny Welbeck sit første mål i Arsenal-trøjen, da han satte sidste fod på et indlæg fra Mesut Özil.
Yderligere to minutter efter lavede Aly Cissokho selvmål til 3-0, og Arsenal havde derfor afgjort kampen på seks gode minutter.
To sene mål af Papiss Cissé sikrede Newcastle et point hjemme mod Hull, efter at hjemmeholdet havde været nede med to mål.
Burnley og Sunderland delte også pointene mellem sig, da de spillede 0-0, mens Victor Wanyama scorede kampens enlige mål, da Southampton slog Swansea med 1-0 på udebane.