Premier League

Arsenal tabte skridt til United

Afstanden mellem Manchester United og Arsenal blev forøget efter lørdagens runde i Premier League.

Midt på eftermiddagen så det egentligt ret lyst ud for Arsenal. Titelkonkurrenterne Manchester United var bagud 2-0 til West Ham, og Arsenal kunne se frem til en aftenkamp mod formsvage Blackburn. Desværre for London-klubben gik fortsættelsen ikke lige så godt.

United vendte kampen og vandt 4-2, og da så Arsenal selv skulle spille, kunne de ikke få bolden i mål. Blackburn klarede 0-0 på Emirates.

Der var dobbelt dansk på de udskiftningsbænke fra kampens start. Nicklas Bendtner måtte finde sig i rollen som udskifter, mens John "Faxe" Jensen var på besøg hos sin gamle klub Arsenal.

Her kunne han se Arsenal have en del chancer, mens gæsterne dog også bød ind med muligheder. Bendtner kom på banen med 13 minutter igen og nåede at have to gode muligheder på hovedstød, som han dog ikke fik noget optimalt ud af.

Det ene point betyder, at Arsenal er syv point efter United, men Wengers tropper har dog en kamp i hånden. Blackburn er to point over nedrykningsstregen som nummer 14.