Video : Tipsbladet
Premier League

Arsene Wenger overrasket over tæt Premier League

Arsenal manageren har ikke oplevet den bedste engelske række så tæt i toppen i mange år.

Fem point adskiller anden- og sjettepladsen i den engelske Premier League efter 21 kampe. Og selvom Chelsea har syv point ned til Tottenham på andenpladsen, så er alle top 6-hold inden for rækkevidde af mesterskabet. Det mener Arsenal manager Arsene Wenger.

- Når du kigger omkring dig, er der ingen der falder fra, så det handler om at være stabil og at kunne styre nerverne og fokusere på dit eget spil, siger Wenger ifølge Goal.com.

Faktisk er det første gang i mange år, at ligaen har været så tæt i toppen så langt inde i sæsonen.

- Det er første gang i 20 år, at man har seks hold i toppen på det her tidpsunkt i sæsonen. Nu går vi for alvor igang i Europa, i cupturneringerne og i de store kampe. Hvem kan holde niveauet? Ærligt, ingen ved det.

Arsenal ligger på fjerdepladsen med to point ned til Manchester City og fire ned til Manchester United på sjettepladsen.