Arteta: Forhandlinger tager fem minutter
Premier League

Arteta: Forhandlinger tager fem minutter

Mikel Arteta forventer ikke, at det bliver et problem at lande en ny aftale på Emirates Stadium, når parterne ventes at forhandle i maj.

Tvivlen begyndte så småt at sprede sig omkring den rutinerede Arsenal-profil Mikel Arteta. Den 33-årige spanier er aktuelt ude med en ankelskade, og med kontraktudløb efter indeværende sæson lignede en forlængelse ingen selvfølge. Forleden var Arsenal-manager Arsene Wenger dog i pressen for at understrege, at han forventer at lande mindst 12 nye måneder med Arteta. 

En mulighed som spilleren selv ikke er afvisende overfor. Mikel Arteta er glad for at være på Emirates Stadium, og kan ikke se sig selv andre steder end London. Han forventer af samme grund ikke, at forhandlingerne med klubben bliver en langtrukket affære: 

- Mit eneste fokus lige nu er at komme tilbage i form, så jeg igen kan spille. Så længe jeg gør det, er jeg sikker på at blive her i klubben, som jeg har et godt forhold til, mens jeg møder massiv respekt fra klubben og dens fans. Hvis ikke jeg gør det, kan jeg ikke fortsætte her. Jeg vil ikke være et sted, hvor jeg ikke føler, at jeg kan bidrage med mit ypperste. I maj når alt igen er fint, snakker vi dog kontrakt, og jeg forventer ikke, at det kommer til at tage mere end fem minutter, siger Mikel Arteta på fredagens Arsenal-pressemøde. 

33-årige Arteta har været i Arsenal siden 2011, hvor han skiftede fra Everton. Tidligere har spanieren optrådt hos klubber som Real Sociedad, Rangers og PSG.