Atletico-præsident: Chelsea vil ikke sælge Costa
Foto: Getty Images
Premier League

Atletico-præsident: Chelsea vil ikke sælge Costa

Atletico Madrid er interesseret i Diego Costa, men Chelsea vil angiveligt ikke lade angriberen gå.

Diego Costa skiftede til Chelsea fra Atletico Madrid i 2014, og den spanske angriber har været en stor gevinst for The Blues.

I sin tredje sæson for klubben kom Costa også flyvende fra start, men siden blev spanieren involveret i rygter om, at han skulle være på vej til Kina.

Costa er siden kommet tilbage i startopstillingen, men interessen er der stadig. Atletico Madrids præsident, Enrique Cerezo, tror dog ikke, at Chelsea vil sælge deres angriber.

- Medierne siger, at han tager til Kina, men Chelsea vil ikke give ham lov til at skifte, udtaler han til Cope Radio.

- Jeg ville elske at hente Costa tilbage, men det er ikke let. Han spiller for et stærkt hold, som kan vinde Premier League. Jeg tror ikke, at de store hold vil lade deres spillere gå, har Cerezo tidligere udtalt til Cadena Ser Radio.

Atletico Madrid fik £35 millioner for salget af Costa i 2014.