Avis: Ferguson vil sælge Vidic

Alex Ferguson er klar til at sælge underpræsterende Nemanja Vidic til sommer. Real Madrid skulle stå klar med en kontrakt.

Nemanja Vidic har kun spillet tre Premier League-kampe i denne sæson, fordi den 30-årige forsvarer har døjet med lægskade siden første kamp i sæsonen mod West Bromvich. Alligevel spillede Vidic landskamp for Serbien i oktober, hvorefter han fik rødt kort i en Champions League-kamp mod Otelul Galati.

Det skulle have irriteret Alex Ferguson så meget, at han, i følge Daily Mail, skulle være klar til at sælge serberen til sommer, hvor der stadig er to år tilbage af hans kontrakt, og hvor han kan score en god transfersum på ham.

Real Madrids træner José Mourinho er en kendt beundrer af Nemanja Vidic, og den portugisiske træner har længe ønsket Vidic til klubben. Senest har Nemanja Vidic dog spillet og hjulpet holdet til at holde buret rent mod Everton og Sunderland og fået stor ros af Alex Ferguson, der dog før har solgt spillere i deres karrieres prime, som han gjorde det med David Beckham, Ruud van Nistelrooy og Jaap Stam.

Nemanja Vidic selv menes ikke at ønske sig væk fra Manchester, selv om den engelske tabloidpresse flere gange har bragt historier om Vidic' kone og hendes utilfredshed i England. Vælger Alex Ferguson at sælge Nemanja Vidici står han med den ofte skadede Rio Ferdinand og de tre unge himmelstormere Johnny Evans, Phil Jones og Chris Smalling.

Seneste nyt på tipsbladet.dk