Video : Tipsbladet
Premier League

Avis: Tuchel ny Chelsea-manager - agenten afviser

Chelsea fyrer Antonio Conte og ansætter Thomas Tuchel, skriver Bild. Agenten afviser historien.

Hvis man skal tro den store tyske avis, Bild, er der et markant trænerskifte på vej i engelsk fodbold.

Italienske Antonio Conte gjorde i sidste sæson Chelsea FC til engelske mestre, men angiveligt står han til en fyreseddel i London-klubben. Bild skriver, at Chelsea smider Conte på porten, og at hans afløser bliver 43-årige Thomas Tuchel, der i sidste sæson blev fyret i Borussia Dortmund.

Chelsea FC kom skidt fra start i denne sæson og tabte 2-3 på hjemmebane til Burnley, men mestrene slog godt tilbage i søndags og vandt 2-1 ude over Tottenham. Alligevel skal Antonio Conte altså hænge i en meget tynd tråd i storklubben.

Ifølge Bild skal Chelsea-ejer Roman Abramovich og klubbens direktør Marina Granovskaia, der betragtes som den mest magtfulde kvinde i fodboldens verden, ikke være tilfredse med Antonio Conte, og de har angiveligt allerede en aftale på plads med Thomas Tuchel.

Tuchels agent, Olaf Meinking, afviser over for Bild, at Chelsea viser interesse for den rutinerede cheftræner.