Balotelli misser Stoke-kamp
Illustration
Premier League

Balotelli misser Stoke-kamp

Mario Balotelli må fortsat sidde ude med en skade i lysken og kommer dermed ikke i kamp for Liverpool lørdag mod Stoke.

Mario Balotelli har skuffet enormt siden sit skifte i sommer fra AC Milan, og sammen med resten af Liverpool-mandskabet kunne han godt snart bruge en succesoplevelse.

Men det bliver ikke i denne weekend, at Balotelli får lukket munden på sine kritikkere, for den italienske angriber døjer fortsat med den lyskenskade, der også gjorde ham ukampdygtig i klubbens seneste kampe mod Crystal Palace og Ludogorets.

Liverpool-manager Brendan Rodgers bekræftede således på sit pressemøde op til lørdagens kamp mod Stoke, at holdet må klare sig uden Balotelli, der endnu har sit første Premier League-mål for klubben til gode.

Balotelli kan dermed tage plads på tribunen ved siden af angrebsmakker Daniel Sturridge, og sammen kan de håbe på, at holdkammeraterne formår at hente tre point på Anfield og dermed forbedre den skuffende 12. plads, som klubben i øjeblikket indtager.