Bendtner kan se frem til mere behandling

Nicklas Bendtner står foran flere behandlinger, efter han blev sparket i hovedet af en Swansea-spiller i weekenden.

Nicklas Bendtner blev sparket i hovedet, da Sunderland i weekenden mødte Swansea i Premier League, og den danske angriber måtte med det samme lade sig udskifte. Det har dog været umuligt at få svar på, hvor lang en pause, der venter Bendtner, og selvom resultatet af scanningen nu foreligger, bliver man ikke meget klogere.

Angriberens engelske arbejdsgiver er nemlig meget sparsom med informationerne. Det ligger stadig fast, at Bendtner har brækket næsen, og derudover er hans ene øje hårdt medtaget. Men hvor hårdt er endnu for tidligt at sige.

- Vi har modtaget resultaterne af scanningerne og Nicklas står nu foran yderligere behandlinger, siger Sunderlands holdlæge, Glen Rae, til klubbens hjemmeside, inden han takker hospitalet i Sunderland for hjælpen.

Nicklas Bendtners uheld indtraf efter bare 13 minutter af opgøret mod Swansea. Et opgør, Sunderland iøvrigt vandt 2-0.

Seneste nyt på tipsbladet.dk