Premier League

Bendtner som afløser for Van Nistelrooy?

Malaga leder efter en afløser for stoppede Ruud van Nistelrooy. De har angiveligt budt på Nicklas Bendtner, mens Galatasaray også lurer på ham.

Nicklas Bendtner er i disse dage og uger på klubjagt, selv om hans kontrakt med Arsenal egentlig løber i to år endnu. Mange klubber har været nævnt undervejs, men nu skriver

Ekstra Bladet

, at Malaga og Galatasaray fører kampen om den danske landsholdsangriber, der med sine to mål mod Portugal under EM har spillet sig varm på transfermarkedet.

Både Malaga og Galatasaray skulle have lagt et konkret tilbud, og begge klubber passer godt til Bendtners drøm om igen at spille Champions League. De tyrkiske mestre skulle dog ikke trække så vanvittig meget i Bendtner, mens Malaga nok passer bedre til Bendtners forhåbninger. De blev nummer fire og skal igennem kvalifikation til Champions League, hvor de kan trække FC København.

Malaga leder efter en central angriber, efter den hollandske legende Ruud van Nistelrooy er stoppet karrieren.

- Jeg kan og vil ikke deltage i spekulationer om Nicklas Bendtners fremtid. Når der sker en afklaring, skal vi nok melde noget ud, siger Bendtners agent Tom Brookes til

avisen, da han bliver spurgt, om han kan bekræfte de to klubbers bud. Brookes siger dog:

- Nicklas er en topangriber, der lige har vist sig frem ved EM. Jeg er sikker på, at han kommer til at spille i en topklub.

Også Benfica, Anzhi Makhachkala, Schalke 04, Dortmund og Swansea har blandt andre været nævnt som mulige købere af Nicklas Bendtner.

LÆS OGSÅ: Olsen: Bendtner-klub skal have EM-niveau